Søg

    Evaluering af værdigrundlag 2010

     Ifølge bestyrelsens beslutning den 5. maj 2009 er det planen at evaluere værdigrundlaget med 8. klasse i skoleåret 2009-10. Hvordan har de det på skolen og kan de færdes frit? 

     

    Efter 1½ times samtale den 12. marts 2010 mellem 8. klasse og forstander blev følgende konkluderet:

    Man tænker ikke over, at man går i ottende til daglig. Vi bliver accepteret af alle de andre elever i niende og tiende. (I dette skoleår har vi en ottende, to niende og fire tiende klasser.) Til de ugentlige husmøder siger vi noget og kommer med indlæg, og vi føler, at vores mening bliver hørt og accepteret.Vi kan færdes frit over hele skolen, besøge de forskellige huse og deltage i de forskellige arrangementer på lige fod med alle andre.Skolens andenårselever har ikke trukket kedelige traditioner og ubehagelige prøvelser ned over hovedet på os. Hvis vi for eksempel får en kæreste, kommer vi på kærestetavlen ligesom alle andre.

    Skolens regler giver et godt grundlag for at finde ud af, hvad der er rigtigt og, hvad der er forkert. Dette medfører at frihed og ansvar følges ad. Vi taler pænt til hinanden i langt den overvejende del af tiden, men skænderier mellem enkelte kan dog få sproget til at kamme over til den dårlige side. Ligeså har vi set enkelte udtryk for dårlig behandling og mobning på facebook. Her har skolen et par gange grebet ind efter henvendelser og hjulpet parterne videre.

    Eleverne opfatter skolens lærerkreds som meget bredt sammensat. Dette spiller ind, når der skal samtales med eleverne. Faktisk alle elever kan finde en, de kan samtale godt med. De bedste samtaler kommer, hvor kemien mellem elev og lærer er god.Eleverne opfatter lærerne, som meget enige om de fleste ting, men f.eks. ved tjekning af værelser fremkommer der forskelligheder. Lige fra hårde regler til ros for sjusk. Eleverne udtrykker et ønske om, at lærerne tjekker ”godt”.

    Kommentar: Hvad er så ”godt”? Lærerne har for nylig indført en smileyordning for huse, hvor oprydningen er god hver dag. Så får vi se, om det bringer noget frugtbart med sig!

    Elever bliver glade af at gå på Thyland. Dagligdagens samspil af oplevelser, aktiviteter, boglig undervisning og samvær med gode kammerater giver en samlet oplevelse af, at eleverne er godt tilpas.  

     

    Næste evaluering af værdigrundlag skal senest ske i 2012.